Fuldmagter i det offentlige

Når du når pensionsalderen kan du vælge at lave fuldmagter til, at andre kan handle og hjælpe dig. Omvendt kan du også, hvis du stadig har forældre eller kender nogle der har brug for hjælp, hjælpe dine omgivelser med en fuldmagt. Hovedfokus i dette kapitel er fuldmagter til det offentlige. Kapitlet har fokus på, hvordan disse fuldmagter oprettes i praksis

Fremtidsfuldmagter

Med en fremtidsfuldmagt giver du andre mulighed for at kunne handle engang i fremtiden, hvis du selv grundet sygdom eller svækkelse ikke har evnen til at tage vare på dine egne økonomiske og personlige forhold.

Du kan vælge hvem du gerne vil have til at varetage dine interesser med en fremtidsfuldmagt. Du kan give fremtidsfuldmagt til en eller flere personer, som du selv udpeger.


Selvom du opretter fremtidsfuldmagten i dag, vil den først kunne sættes i kraft og virke, hvis du en dag bliver syg, mentalt svækket mv. og ikke længere har evne til at varetage dine forhold inden for de områder, som er omfattet af fremtidsfuldmagt.


Du kan læse mere om fremtidsfuldmagter på borger.dk via følgende link: https://www.borger.dk/hjaelp-og-vejledning/hvad-har-du-brug-for-hjaelp-til/fuldmagter/fremtidsfuldmagt

Fuldmagter til pension mv. Udbetaling Danmark

Hvis du vil have andre til at stå for kontakten med Udbetaling Danmark i forbindelse med folkepension, seniorpension eller tidlig pension skal du give fuldmagt hertil. Du skal vælge hvilken form for fuldmagt du vil give. Du kan vælge at give en begrænset fuldmagt, hvor du giver en person mulighed for at få aktindsigt i dine sager samt mulighed for at drøfte din sag med Udbetaling Danmark. Du vil med denne stadig modtage post fra Udbetaling Danmark. Alternativt kan du vælge ubegrænset fuldmagt, hvor en anden overtager ansvaret for dine sager i Udbetaling Danmark. Hvis du vælger denne, vil du ikke længere få post – denne går til personerne der er givet en ubegrænset fuldmagt.


I praksis skal du gå på følgende side på Borger.dk: Fuldmagt til pension mv. i Udbetaling Danmark (borger.dk)