Kontakt indestående er midler placeret på en bankkonto. Renten har over en årrække været meget varierende og det kan derfor være en god idé at være undersøgende på, hvor du kan få mest i rente. 2% i rente kan umiddelbart lyde højt men kan i realiteten betyde, at din opsparing bliver mindre værd, hvis inflationen er 3%. Hvis du vil bevare købekraften, er det derfor nødvendigt, at du forholder dig til både renten og inflationen.
Renteindtægter også kaldet positiv kapitalindkomst skal du betale skat af. Renteindtægterne fraregnes renteudgifterne, og afhængigt af, om du har flest renteudgifter eller renteindtægter, er balancen enten negativ eller positiv, og det har en skattemæssig virkning.
Du betaler mellem 25,6-42,7 procent i skat af dine renteindtægter, alt afhængigt af om balancen på din kapitalindkomst er negativ eller positiv samt af dine personlige skatteforhold i øvrigt.
Du kan også opleve at renteindtægter giver modregning i offentlige ydelser som efterløn og folkepension. Hvad du har af renteindtægter medtages også i modregningen, når A-kassen og Udbetaling Danmark skal regne på din endelige offentlige ydelse. Du kan under de enkelte ydelser se, hvordan der sker modregning.