Undersøg om du kan få boligstøtte

Lejebolig

Hvis du bor til leje i en bolig med eget køkken, kan du måske få boligstøtte. Du skal bo i boligen hele året. Hvis I bor flere sammen, er der kun én person, som kan få boligstøtte. Boligstøtten bliver udbetalt til den, der laver ansøgningen eller til boligselskabet, som trækker beløbet fra huslejen. Størrelsen på boligstøtten afhænger af følgende:


  • Hvad din husleje er, når udgifter til bl.a. el, vand og varme er trukket fra
  • Hvor mange kvadratmeter boligen er
  • Hvor mange børn og voksne, der bor i boligen
  • Hvad indkomst og formue er for alle, der bor i boligen
  • Hvorvidt du er folkepensionist eller førtidspensionist


Du skal ikke betale skat af din boligstøtte.


Der kan være situationer, hvor du har mulighed for at få en højere boligstøtte. Dette kan være relevant, hvis du bliver visiteret til plejebolig/ældrebolig etc. Det er følgende punkter der måske kan udløse mere i boligstøtte:


  • Du bor i en bolig, der er anvist af kommunen
  • Du eller en anden i boligen får døgnhjælp efter servicelovens §96 eller
  • Du eller en anden i boligen er stærkt bevægelseshæmmet, og boligen er tilpasset til det.


Du får udbetalt boligstøtte den første hverdag i måneden. Boligstøtte er forudbetalt. Hvis du ikke har børn kan du maksimalt få 4.567 kr. pr. måned i boligstøtte. Hvis der er mere end 4 hjemmeboende børn, er der mulighed for øget udbetaling.


Når du skal planlægge dine pensionsudbetalinger, er det også vigtigt at have fokus på, at hvis du tager din ratepension over 10 år i stedet for 15 eller 20 år, kan dette medføre, at din boligydelse i denne periode nedsættes, da dette vil give dig en større personlig indkomst.


Læs mere om boligstøtte